Tro på tingene: U17 går ind til en ny sæson med selvtillid
AGF 1880's U17-hold på træningsbanen. Foto: Rasmus Larsen
Op til sæsonstart stod trænerteamet hos U17 over for en stor udfordring. Mange af forårets U16-spillere tog på efterskole, begyndte på gymnasiet eller fik nye fritidsjobs, som optog drengenes tid og energi. Kun syv spillere meldte klar efter sommerferien, og det var derfor uvist, om klubben overhovedet kunne stille med et U17-hold.
Heldigvis vendte billedet hurtigt.
“Vi har haft rigtig god tilgang af nye spillere, og nu står vi med en trup på 17 mand,” fortæller cheftræner Rasmus Overgaard Larsen. “Det har givet ro og mulighed for at arbejde målrettet med holdets udtryk og udvikling.”
Fra Liga 3 til Liga 2 – og en lærerig efterårssæson
Holdet begyndte sæsonen i Liga 3, hvor resultaterne var lovende med storsejre på blandt andet 3-0 og 8-1. Det gav trænerteamet mod på at tage næste skridt, og holdet blev rykket op i Liga 2 efter ombrydningen.
Springet blev større, end man havde forventet.
“Liga 2 viste sig at være en større udfordring, end vi troede. Vi tabte desværre alle kampene,” siger Rasmus Larsen. “Men det positive er, at spillet blev markant bedre fra første til sidste kamp.”
Han fremhæver, at holdet stadig er i gang med at lære hinanden at kende. Mange nye spillere betyder, at relationerne ikke er helt på plads endnu – men udviklingen går i den rigtige retning.
Foråret byder på nye muligheder
På trods af efterårets resultater er målsætningen klar:
“Vi går efter at spille Liga 2 igen til foråret – og denne gang vil vi være endnu mere konkurrencedygtige,” siger Rasmus Larsen, som ser frem til en god, lang pre-season, hvor holdet for alvor kan dyrke relationerne og forberede taktikken, som skal sikre succesen i 2026.
“Der er klar fremgang at spore, og med den udvikling spillerne har vist, er vi sikre på, at vi nok skal lykkes.”
Hvis du kunne have lyst til at prøve dig af i AGF's amatørafdeling, så tøv ikke med at tage kontakt til Michael Langberg på michael.langberg@agf.dk. Klubben har hold i alle årgange og trænerne står klar til at tage godt imod nye spillere.