Menu

U9 på fællesskabstur: Når fodbold er meget mere end spillet på banen

image U9-holdet på tur. Foto: Nicolai Padmesh
Jonas Roulund
18. november 2025 kl. 10:12
At være et fodboldhold er meget mere end blot at spille fodbold – og det blev tydeligt, da AGF 1880’s U9-drenge tog på en helt særlig fællesskabstur til Hasle Bakker.

Allerede fra start var teamwork, tid og hygge i centrum. Ni friske drenge hoppede i regntøj og gummistøvler, og bevæbnet med et kort over Hasle Bakker – fyldt med fem teambuilding-aktiviteter – satte de kursen mod dagens eventyr. Her var der ikke tale om konkurrencer, men samarbejde, grin og gode oplevelser.

Drengene blev delt i to hold og kastet ud i alt fra at finde på kreative holdnavne til at balancere bolde op ad stejle MTB-stigninger. Der blev løbet slalom i trailspor, svunget sig i svævebane og givet gas i “gæt og grimasser”.

Regnen tog stille til, men det gjorde humøret bestemt ikke. Efter otte kilometers vandring i gråvejr endte turen hjemme hos Nicolai, hvor den lille stue på 40 m² blev fyldt med varme, pastasalat, sodavand og grin – og selvfølgelig et gensyn med filmklassikeren Asterix og Kleopatra.

U9-holdet til filmaften. Foto: Nicolai Padmesh

Et sæsonhøjdepunkt med stor effekt

For U9-holdet står turen tilbage som et af sæsonens klare højdepunkter. Ikke på grund af mål eller tacklinger, men fordi drengene fik mulighed for at vise alt det, de også kan – udenfor banen.

U9-holdet på udflugt. Foto: Nicolai Padmesh

Den ekstra tid sammen har allerede kunnet mærkes på træningsbanen, hvor relationerne er blevet stærkere, og samarbejdet endnu bedre.

Holdet sender samtidig en kæmpe anbefaling videre til andre årgange: En fællesskabstur er en fantastisk måde at ryste gruppen sammen på og skabe minder, der styrker både rammerne og relationerne – til gavn for både trivsel og spillet på banen.

Luk